Af Otto Buhl

Hvis det er forbigået nogens opmærksomhed, at vi i år kan fejre Charles Darwin for hans 200 års fødselsdag (1809 -1882) og hans udgivelse af sit hovedværk bogen ’Om arternes oprindelse’, der udkom for 150 år siden 24. november 1859, gives her en oversigt.

Charles Darwin har studeret medicin i Edinburgh og teologi i Cambridge samt deltaget i en 5 års sørejse jorden rundt med det mindre britiske flådeskib ’HMS Beagle’ (1831-36). På denne rejse og efter yderligere 9 års forskning af de hjembragte arter, havde han fundet så mange beviser på, at alt levende forandrer sig over tid, at han forlod troen på en skabende Gud.
Han giftede sig med sin kusine Emma Wedgewood fra den formuende porcelænsfamilie, så helt ubegavet har han ikke været. I 1842 flyttede han med familien til landstedet ’Down House’ i Kent, hvor haven blev hans laboratorium. Her skrev han sit mest berømte værk on ’THE ORIGIN OF SPECIES’ or the ’Preservation of favoured races in the struggle for life’. I et brev fra 1844 skriver han bl.a. ’jeg er overbevist om, at arterne ikke er uforanderlige’.
Bogen blev en klassiker, der for altid forandrede vores syn på naturen, som en verden i konstant forandring med et myldrende liv, der både var stærkt og skrøbeligt. Mange kender til bogen, men ikke mange har læst den, mange ved, hvordan Charles Darwin ser ud, og de fleste har en mening om hans teori. Evolutionsteorien er simpel og samlede forståelsen for jordens liv; alt det vi ser omkring os, og det der har været her. Teorien er en af historiens mest misforståede, fejltolkede og bevidst fordrejede videnskabelige teorier. Et kritikpunkt har ofte været, at den ikke svarer på spørgsmålet om livets opståen, men det skal den jo ikke, den handler om livets udvikling. Evolutionsteorien handler om, hvordan livet har udviklet sig efter dets opståen.


Måske var det mest kontroversielle, at teorien også inkluderede mennesket. Nu var mennesket pludselig et dyr og ikke en anden mærkelig og ophøjet skabning; alt liv var i familie med hinanden og stammede i sidste ende fra en og samme lille urkerne af liv.
Darwin undgik for så vidt emnet i ’OM ARTERNES OPRINDELSE’, men det var underforstået.
En indlysende konklusion var, at de nulevende aber og mennesket Homo sapiens havde samme afstamning. Darwins teori blev derfor hurtigt omtalt som abeteorien og forvansket til, at mennesket stammede direkte fra de nulevende aber; selv i vore dage bliver dette prædiket i fundamentalistiske kredse.
Forunderligt nok var Charles Darwin ikke ene om at få dette klarsyn, om at arterne udviklede sig gennem en kamp for tilværelsen, hvor den bedst egnede eller tilpassede havde størst chance for at overleve. En ung naturhistoriker Alfred Russel Wallace var under en rejse til Malaysia og Indonesien i 1858 kommet til samme konklusion. Wallace sendte sine tanker i et brev hjem til Darwin i England. Darwin blev meget overrasket, selv Wallaces ordvalg stod som kapiteloverskrifter i den bog, som Darwin skrev på. Darwin havde allerede i 1842 nedskrevet grundtrækkene i sin teori, men holdt det mest for sig selv og drøftede det kun med gode venner. Efter et møde i Linnean Society i London kunne alle se, at Darwin var kommet først med teorien.
Charles Darwin havde fået denne ide ved at betragte det myldrende liv på kloden – en simpel, men rigtig teori, der har vist sig at holde, og som nu om dage bevises gang på gang af den moderne genetik. Mennesket har ellers hidtil i mange sammenhænge ophøjet sig selv til et væsen højere end et dyr, og har opfattet sig selv som livets hersker her på jorden.

Tidens årmillioner drives i evolutionsteorien af flere mekanismer – mutation, genetisk drift, seksuel selektion og naturlig selektion.
Måske har vi entomologer selv betragtet og undret os over en del ting, som vi ikke har kunnet gennemskue under vores interesse for insekterne. Nu om stunder er det jo meget moderne at slynge klimaændringen ud som den store drivkraft/årsag til ændringer, men måske står vi selv af og til lige midt i Darwins teori uden rigtig at kunne se den.


Her nævnes nogle eksempler:
Vi ser angiveligt ændret biologi hos arter som Skovblåfugl (Celastrina argiolus) og den gulgrønne måler Acasis viretata. Nye former opstår, fx den mørke form af Clavigesta purdeyi, der har ændret flyvetid.
Der dukker helt nye arter op som kastaniemøllet Cameraria ohridella og vikleren Bactra suedana, måske hører Eucosma krygeri med her. Den såkaldte dræbersnegl er godt nok ikke et insekt, men et godt eksempel på noget helt nyt, der samtidig har succes og har bredt sig uhæmmet, akkurat som kastaniemøllet. Sneglen er ikke lig med den Iberiske Skovsnegl, selv om man stadig ofte hører det nævnt.
Vi har de såkaldte tvillingearter som Mesapamea secalis – didyma, Amphipoea fucosa – lucens, Eupithecia absinthiata – goossensiata og Eupithecia innotata – ochridata.
Endelig hele komplekser som er svære at adskille som fx noctuidegruppen Euxoa.

Tidligere mente/troede man, at nye arter og ændringer var noget, der udvikledes over lange tidsrum over rigtig mange år, men noget tyder nu på, at disse ’spring’ kan ske forbavsende hurtigt.