Fynske Insekter - Sommerfugle, Guldsmede, Svirrefluer m.m.
Fyn
->Begivenheder
artikel
Pyraliden Palpita vitrealis (Hb.)
Fra 'Meddelelser fra Entomologisk Selskab for Fyn' Nr.2 2003
Af Otto Buhl


P. vitrealis ved lyset. F: NG8944 Stige, 28.viii.2003.
Foto OB.

Ovennævnte art blev omtalt i artikel i ’Meddelelser 2002,1 s. 10’, hvor det afbillede eksemplar desværre blev alt for gult gengivet; - den digitale arbejdsform er ikke altid stabil og meget risikabel at stole på.
Dyret er hvidt med en anelse gult i frynser samt på hoved og palper, mens forvingeforkanten er brunlig. I denne artikels sidste billede kan man se vingernes gennemskinnelighed. Den blålige farve på billedet stammer fra den klare kviksølvpære, hvor den blå farve tilbagekastes fra dyrets silkehvide skælbeklædning.

Det enlige eksemplar fra året 2001, som gav anledning til tidligere artikel, er i år 2003 blevet efterfulgt af en hel sværm af eksemplarer : 1 stk. 24.viii., 1 stk. 25.viii., 2 stk. 28.viii., 1 stk. 15.ix. og 4 stk. 17.ix. - altså i alt 9 eksemplarer !!
Da min lysopstilling i haven ikke er en fælde i den forstand, kræver det min tilstedeværelse med jævne mellemrum. Således ved jeg, at de 2 eksemplarer af de 4 den 17.ix kom til lyset i perioden jeg var ved lyset mellem kl. 01.30 - 02.15. Vitrealis er, som man vel også kan tænke sig, en kraftig og vild flyver, og den kan godt finde på at sætte sig i græsset 5-6 m fra lyset.

Hvis nævnte eksemplarer lige har ramt Stige og mit lys under deres indflyvning til landet, må de indikere noget om antallet af dyrets indsværmning. Der må have været myriader af arten i luften over Danmark, men det må de kommende meldelister jo kunne vise noget om.
Men er det nu alene migration, eller er den også begyndt at yngle her i landet ? Jeg tror arten er i stand til at sætte lokale kuld på vingerne efter indvandrede hunner; der er rigelige bevoksninger af Liguster rundt om, bl.a. hos mig selv.
Arten er sikkert ikke i stand til at overvintre hos os i al den kølige fugtighed.


Endnu et eksemplar af P. vitrealis på det lodrette lagen. F: NG8944 Stige, 17.ix.2003.
Billedet viser tydeligt artens silkeagtige og gennemskinnelige vinger.

Foto OB