Fynske Insekter - Sommerfugle, Guldsmede, Svirrefluer m.m.
Fyn
artikel
Stor Knopurt (Centaurea scabiosa) er værtsplante for pyraliden Myelois circumvoluta (Fourc.)
Fra 'Meddelelser fra Entomologisk Selskab for Fyn' Nr.2 2002
Af Otto Buhl


Pyraliden Myelois circumvoluta (Fourc.) klækket fra stængler af Stor Knopurt.
F: NG6400 Fyns Hoved, e.l. 16.xi.2001 (O. Buhl).

Foto OB

Nu har vi længe gået og troet, at det var forskellige arter tidsler, som var værtsplanter for denne større, let kendelige hvide pyralide med de markante sorte pletter. Det er måske også tilfældet, men jeg synes, iagttagelser herpå i høj grad mangler.

I bogen Nordeuropas Pyralider (Palm, 1986) forekommer det meget svævende, hvad larven egentlig lever på i Danmark. Mulighederne omgærdes med ord som ”nævnes”, ”måske” og ”undtagelsesvis”. Den eneste sikre værtsplante er tilsyneladende Æselfoder (Onopordum acanthium), men den plante er i hvert fald ikke så almindelig, at den berettiger til så mange circumvoluta omkring lamperne. Det nævnes, at sommerfuglens larve en gang er konstateret på Stor Knopurt i Danmark af Frederik Gudmann.

I mit arbejde på at få kendskab til båndfluernes udbredelsesmønster i Danmark, har jeg også i 2001-2002 forsøgt at klække fluen Cerajocera plagiata (Dahlbom). Da arten angives at leve i stænglen på Stor Knopurt blev der indsamlet 5 bundter stængler fra Nordøst- og Nordfyn og et enkelt fra Langeland i efteråret 2001. Disse blev lagt udendørs i mit redskabsrum og i april lagt udenfor under en Mirabel for at få fugtighed til stænglerne.
Stængelbundterne blev taget i plastikposer til klækning indendørs først i maj, og der blev senere klækket fluer fra et bundt fra Fyns Hoved og ingen fra de andre. Herefter skete der ingenting i lang tid i plastikposerne, hvori stænglerne lå i hel udgave, men delt på midten.

Pludselig kom så overraskelsen – og den var til at få øje på; fra alle bundter, på nær et enkelt fra Påø Strand på Langeland, blev der klækket M. circumvoluta. Der har ca. været 20-30 stængler i hvert bundt, og der klækkede gennemsnitligt 5-8 eksemplarer fra hvert bundt, et enkelt fra Smidstrup gav 10-15 eksemplarer. Frederik Gudmanns angivelse viser sig altså at holde.
Sommerfuglen klækkede af stænglerne fra PG7555 Bøgebjerg Strand, PG0064 Fyns Hoved, NG7256 Smidstrup og NG6455 Hugget/Nyhave.