Fra 'Meddelelser fra Entomologisk Selskab for Fyn' Nr. 2, 2010
af Otto Buhl

Ovennævnte båndflue er en middelstor slank helt ensfarvet lysegrå flue med grønne øjne og gule ben; for hunnens vedkommende med langt sort brodskaft (oviscapus), hvis basale halvdel er beklædt med kort grå behåring.
 

Hun af A. helianthi – F: PG0743 Kavslunde Å (strandeng), 19.ix.2010 (BKS).
Foto OB

Vingerne er i forhold til fluens størrelse temmelig brede og mest klare med kun lidt tegning i vingens ydre og forreste halvdel mod vingeforkanten (costa). Tegningen er brun og variabel i vingens 3 øverste celler r 1, r 2+3 og r 4+5. Den ofte rundagtige mørke figur (subapicalplet) yderst i vingen, indeholder fra nul til flere større hyaline pletter. Hunnens tegning er generelt mere opløst end hannens.
 

Foto OB

Arten er umiskendelig og kan ikke forveksles med andre arter. Vingelængden er variabel og op til 5 mm.
Slægten indeholder 12 arter i de Afrotropiske, Orientalske og Palæarktiske områder; kun to arter er repræsenteret i Europa.
 

Hunnens nedre bagkrop ligner en påsyet læderlap. Længde pande-brodskaftspids 5 mm.
Foto OB 

Helianthi er udbredt fra Middelhavsområdet og mod øst til Mongoliet, India og Thailand samt i Østafrika. I Middelhavslande og Mellemøsten, samt videre mod øst til India optræder arten som skadedyr i marker med Safflor (Carthamus tinctorius), hvor den angriber planternes blomsterhoveder, idet larverne æder frø og frøanlæg og derved nedsætter udbyttet af de olieholdige frø.
Larven angives at kunne leve i blomsterhoveder af mange forskellige arter kurvblomstrede planter (Asteraceae). Fra Mellemeuropa nævnes mange arter af Knopurt (Centaurea sp.) bl.a. vore egne Stor Knopurt (C. scabiosa) og Almindelig Knopurt (C. jacea) samt Eng-skær (Serratula tinctoria), som vi dog ikke har mange tilbage af i Danmark. Fra andre lande meldes om plantearter indenfor tidsler i slægterne Carlina, Carduus og Cirsium, samt Hvid Okseøje (Leucanthemum vulgare) og Ager-svinemælk (Sonchus arvensis). Det kan imidlertid være noget tvivlsomt, hvad der er reelle værtsplanter for artens larver, eller hvad der blot kan have været fourageringsplanter for den voksne flue, der fejlagtigt er blevet anset for eller blandet sammen med egentlige værtsplanter.
 

A. helianthi – hun – F: PG0743 Kavslunde Å (strandeng), 23.ix.2010 (OB).
Foto OB

Det første danske eksemplar af Acanthiophilus helianthi var en han, der blev ketsjet af Erik Ehmsen den 16. august 2010 på blomsterne af Lugtløs Kamille (Tripleurospermum inodorum), som voksede på opfyldningen (retableringen) af en tidligere grusgrav i F: NG8621 Sallinge Lunde. Arten blev efterfølgende grundigt eftersøgt flere gange på lokaliteten, men den blev ikke genfundet.
Det næste eksemplar, en hun, blev ketsjet en måned senere på blomsterne af Strand-asters (Aster tripolium) på en strandeng ved Kavslunde Å syd for Kerteminde af Bo K. Stephensen den 19. september 2010; på lokaliteten så han samme dag yderligere mindst et eksemplar.
I det smukke og stille sensommervejr (20 grader) den 23. september 2010 besøgte jeg selv den samme lokalitet ved Kavslunde Å og fandt yderligere 3 eksemplarer af helianthi - 2 hunner og 1 han - på områder i den ellers meget tætte monokultur af Strand-asters, hvor der var mere åbent, så både Lugtløs Kamille og Strand-asters voksede sammen.
I de følgende 14 dage blev vejret koldere med strid sydøstenvind fra Storebælt direkte ind på lokaliteten, så ingen yderligere eksemplarer blev eftersøgt eller fundet. Det samlede belægsmateriale fra 2010 blev således 5 eksemplarer – 3 hunner og 2 hanner.
Helianthi nævnes i litteraturen (Merz, 1994) som meget sjælden i Skandinavien og England; Jeg har imidlertid ikke kendskab til yderligere fund fra Skandinavien. I Holland (Smit, 2010) kaldes arten sjælden, nævnes fra Sydholland i 1990 og fundet i 2006 og 2009; arten er også kendt fra Tyskland. Flyvetiden angives i landene syd for os til at være juni – september.
 

Et opmærksomt møde mellem A. helianthi og Sphenella marginata i fotoburet,
hvor værtsplanten ikke er tilknyttet strandeng,
her er anvendt Alm. Gyldenris (Solidago virgaurea).
Foto OB